Eftertanker

Det er et par dage siden, jeg kom hjem, og det er mærkeligt. Det er, som om tiden er stået stille, mens jeg har været væk. Vejret er det samme - koldt og klamt - folk skændes om de samme ting. Henrik Sass er tilbage i politik, hvilket et eller andet sted vel også var forudsigeligt. Vejen til tilgivelse er kort i dansk politik eller også er det fortrængning. Hvad ved jeg.

Nu sidder jeg her med 15 timers lyd, 1680 billeder, fire timers video og over 200 sider med noter og tusindvis af indtryk, som skal blive fire små radioudsendelser, to små multimedie produktioner til web og flere store artikler til magasiner og aviser og er gået i stå. Tik-tak tiden står stille.

Jeg er kommet med 280 i timen og ramlet lige ind i den danske, rolige virkelighed - selvfølgelig lige bortset fra den drive-by-shooting, der fandt sted få minutter, før jeg drejede om hjørnet til mit hjem, men selv her virkede det som om tiden stod stille - i hvert fald lige bagefter.

En fotograf fra Local Eyes dansede rundt og forsøgte at få lidt drama ud af de blinkende lygter og 15-20 betjente, der stod og kløede sig i nakken eller interviewede vidner - dem var der forresten ikke så mange af. Bilerne og skydevåbnene var for længst væk - tilbage lå de tomme hylstre og en masse spørgsmål.

Men nu er roen genoprettet i kvarteret her på Frederiksberg, Danmark. Den sure kiosk mand, som vi et kort øjeblik mistænkte for at have skiftet de verbale salver ud med skudsalver, skælder stadig ud.

Kokken fra den nærliggende restaurant står igen foran sin biks og ryger en smøg, mens han venter på varer. Og på baren længere nede ad gaden, og værtshuset overfor på hjørnet, bliver der drukket og diskuteret tæt. Jeg lytter til fuglesang og ser ud på træerne foran mit vindue, hvor blæsten har fået godt tag i bladene. Det er smukt og grønt og meget, meget stille.

I gangen ligger fire aviser, to fra i går og to fra i dag. Jeg har bladret i dem, men er ikke faldet over noget, der kan få mit pis i kog. Mens jeg har været væk, har jeg kun brugt de sociale medier og vænnet mig til at læse nyheder på nettet. Det føles underligt gammeldags at stå med en avis i hånden. Som om tiden er gået i stå.

Som læsere af denne blog måske har noteret, så har jeg gjort mig nogle tanker om journalistikken undervejs, og de er ikke blevet færre efter at have set Page One - om New York Times på Documania (også nettet - nåede det lige) og bladret i aviserne.

Papiraviserne dør, de fleste af dem i hvert fald, det er vist kun et spørgsmål om tid, men betyder det, at vi dør med dem? Ikke nødvendigvis. Der vil mere end nogensinde blive brug for den kritiske, undersøgende journalistik til at skille skidt fra kanel og fortælle historierne bag de mange nyheder og rapporter, som cirkulerer i cyperspace. 

Jeg ved godt, at det er blevet meget populært at tale om borgerjournalistik - især på DR, men det er så ikke lige mig. Min kæphest er de længere, undersøgende og kritiske historier. 

Jeg vil gerne vide, hvem der stod bag oprøret i Libyen? Det vidste jeg nemlig ikke, før jeg tog afsted - trods massiv nyhedsdækning - det var i hvert fald ikke entydigt efter at have fulgt de danske medier, men det ved jeg meget mere om nu - efter at have talt med adskillige hundrede mennesker og vidner på stedet.

Det tager tid, og det koster penge at lade journalister gå i dybden, men dem kunne man  jo f.eks. spare ved ikke at have faste korrespondenter i mellemøsten, men bruge stringere i stedet.

Det er heller ikke længere os, der sætter nyheds dagsordenen. Den bliver sat af de sociale medier med Twitter i front. Vi bestemmer heller ikke, hvornår hemmelige dokumenter skal offentliggøres. Det gør f.eks. WikiLeaks. Og her står tiden i hvert fald ikke stille.

Og her er der - igen - og måske i endnu højere grad end tidligere - brug for den kritiske undersøgende journalistik.

Hvad var Julian Assanges ærinde egentlig med at offentliggøre de mange hemmelige dokumenter? Var der manipuleret med filmklippene, der afslørede, hvordan amerikanske tropper skød og dræbte uskyldige i Irak? Og hvordan i alverden kan en prisvindende, erfaren New York Times journalist som Judith Miller i den grad lade sig styre af sine kilder og skrive seks til syv historier om Irak og masseødelæggelsesvåben, som efterfølgende viser sig at være ukorrekte og i enkelte tilfælde direkte løgn.

Tiden står stille i de fleste danske medier. Det er - med meget få undtagelser - de samme historier, vi fortæller med de samme fejl og mangler i hvert fald fra den del af verden, jeg lige har bevæget mig rundt i. Måske fordi kilderne er de samme.

Jeg læser om en rapport fra Human Rights Watch i Politiken - om NATO, der dræbte 72 civile libyer. Det er skidt hver gang civile bliver dræbt, og det er skidt, når NATO holder mund i stedet for at forklare eller undskylde, men vi savner stadig at få at vide, hvorfor NATO ramte forkert.

Var det en fejl eller var det fordi Gaddafi brugte civile som menneskeskjold? Hvad var forklaringen? Den tror jeg ikke man får med mindre man - som en amerikanske avis gjorde - tager til området og taler med de involverede.

Jeg savner også historier, der tør tage magten fra myterne. Muslimske arabere er f.eks. dødtrætte af at blive kaldt terrorister, fordi de er muslimer og altid at være blandt “de tilfældigt udvalgte” i lufthavnenes sikkerhedstjek - præcis på samme måde, som vi er dødtrætte af Muhammed tegningerne.

Tankevækkende - iøvrigt - i den forbindelse, at det måske i virkeligheden var Muhammed tegningerne, der blev begyndelsen til enden for Gaddafis rædselsregime. Den 17. februar 2006 skød og dræbte Gaddafis politi ti civile, der demonstrerede mod Danmark og Vesten foran det italienske konsulat i Benghazi. 

Samme dag fem år senere - under markeringen af “Vredens Dag” i Benghazi starter revolutionen, der førte til Gaddafis endelig fald.

I dag er 17. februar en festdag i Libyen.