Mit hjem i Tripoli

Trapperne på hotellet er skæve, så man får en underlig gyngende gang, når man går op og ned. Vandet i toilettet løber, sengen er stenhård som i sten, men internettet fungerer 24/7 og så er der Ramzi og hans fætter, som kommer med frugt, rengøringsdamen, der hører bøn på højeste volumen, mens hun gør rent og receptionisterne, som altid er i stjernegodt humør.

Lige overfor ligger moskeen, som vækker mig hver morgen klokken 5, lidt efter kan jeg høre naboen låse døren op og gå til bøn. Han er ny gæst på hotellet, men jeg ser ham sjældent - hører kun den forsigtige lirken med låsen et par gange tidligt på morgenen.

Ramzi er næsten altid på arbejde i restauranten, når jeg kommer ned for at spise morgenmad, men i et par dage har han set træt ud og været blank i huden. To dage med 18 timers arbejde og kun lidt søvn har sat sig sine spor.

Han kommer fra Tunis og brokker sig lidt over libyerne, der ikke gider arbejde, over persiennerne, der driller, fordi det er “noget kinesisk bras”. Ramzi trænger til søvn. Om aftenen spørger han, om jeg ikke kommer ned og holder ham med selskab i restauranten. Der er ikke et øje, men han er nødt til at være vågen et par timer endnu.

Ved siden af ligger et meget fint hotel eller i hvert fald et hotel for de fine fra FN, NGOer og medier. En bekendt havde indlogeret mig der i et par nætter, men allerede fra begyndelsen var der bøvl. Internettet fungerede ikke, ejeren mente, at det var mig, der var noget galt med, og det var jo altid en god begyndelse til enden på en dialog.

Jeg valgte at flytte ind ved siden af. På vej ud af døren hviskede receptionisten: 

-Det er ikke dig, der er noget galt med. De brokker sig allesammen, men han (ejeren) vil ikke gøre noget ved det.

Jeg spekulerede på, om han heller ikke havde tænkt sig at gøre noget ved brusekabinerne. På mit ellers glimrende værelse, var jeg nødt til at holde døren til kabinen åben, mens jeg tog bad, og jeg hører ellers ikke til blandt de største. 50 kilo fordelt på 168 cm skulle man vel godt kunne klemme ind i en gennemsnitskabine.

I mit nye hjem - eller det, der er blevet mit nye hjem, er der ikke den slags problemer, og hvis der er det mindste knas med nettet, kommer der straks en lille reparatør springende med en skruenøgle - det er nu aldrig helt gået op for mig, hvad han bruger den til. Men han har den altid i hånden.

Tre gange om ugen kommer “the exterminator” forbi og sprayer værelset med noget, der stinker af 100 procent koncentreret insektgift. Han bærer maske og handsker. En gang kom han samtidig med rengøringsdamen, så gik de der og hyggede sig i en hørm af gift - hun med bønnen messende i ørerne og han med maske, handsker og mundbind. 

I dag besøgte jeg Hotel Radisson Blue, hvor de meget fine bor - og så de, der har brug for beskyttelse, som udenlandske repræsentationer. Det er stort, dyrt og upersonligt. Jeg ved ikke, hvad det er med mig, mens jeg trives bedst, hvor jeg kan nå jorden på mine små trestjernede, hvor alting ganske vist ikke altid er, som det bør være, men hvor der er hyggeligt og nært, og hvor receptionisten husker dit navn og spørger, hvordan din dag har været, og hvor gæsterne mest er lokale.

Der er flest mænd - kun et par gange har jeg mødt kvinder i restauranten - godt dækket til. Tog mig selv i at iagttage en kvinde, som spiste med slør ned over munden. Hun løftede det hurtigt, hver gang hun tog en mundfuld og lod det så falde ned igen, mens hun tyggede. Det så nu ikke ud til at volde hende de store problemer.

Vi taler aldrig sammen - de mandlige gæster og jeg, men vi er kommet til en eller anden form for forståelse, selvom jeg da var ved at gå op i limningen, da to mænd, der var mine naboer et par nætter, besluttede at holde døren åben, mens de pulsede løs og højlydt diskuterede til langt ud på natten  og fra tidligt om morgenen.

-De er fra Benghazi, men de rejser i dag, sagde receptionisten, da jeg spurgte ham, om han måske kunne lokke dem til at lukke døren.

Sådan er de åbenbart i Benghazi - hvad ved jeg. Jeg har kun bevæget mig i en radius på 300 km fra Tripoli. Benghazi ligger ligeså langt fra Tripoli, som Paris ligger fra København.

Det er min sidste dag, og jeg er ved at indstille mig på at skulle hjem, selvom det bliver svært efter syv uger på farten. Jeg begyndte i Irak i begyndelsen af april, var i Jordan og Libanon og endte i Libyen. 

Mellemøsten har altid haft en særlig plads i mit hjerte. Der er et ubrydeligt bånd mellem mig og araberne, selvom vi da ved Gud godt indimellem kan være uenige, men vi holder af hinanden og står sammen som en familie, og nu er Libyen også blevet en del af familien.

Hvis jeg skulle nævne alle navnene på de mennesker, jeg har mødt og som betyder og er kommet til at betyde en verden for mig, ville det fylde en helt blog i sig selv, så jeg vil nøjes med at sige tak og lægge højre hånd på mit hjerte, for her er de allesammen gemt.

Nu banker det på døren. Det er Ramzis fætter fra Marokko, som også arbejder på hotellet. Han  har skæve tænder og et glimt i øjet bag de tykke brilleglas. Han kommer med grøn te.

-Pour Vous, siger han og smiler skævt. Han taler kun fransk eller rettere mumler fransk, men det er fint for så mumler jeg også og så kan man ikke helt høre fejlene.

Jeg er et heldigt og et meget lykkeligt menneske, men også lidt trist, fordi jeg lige om lidt skal hjem, og jeg har altid haft det svært med at skulle sige farvel, så måske skal jeg bare nøjes med et PÅ GENSYN.

På gensyn, Libyen. På gensyn Mellemøsten. Vi ses snart igen.