Libyen - år 0

Raed plejer at drikke sin morgenkaffe på en cafe ikke langt fra hjemmet i Tripoli. Den ligger ved vandet - side om side med en stribe andre.

Normalt er der nogenlunde fredeligt tidligt på morgenen - og måske vigtigst af alt plads til at parkere.

Han bruger tiden til at samle tankerne. Han får løn, men arbejder ikke, fordi hans firma endnu ikke er kommet på plads efter revolutionen.

En morgen er der optræk til ballade foran nabocafeen. To fyre kommer op at skændes. Raed iagttager optrinnet fra sin plads ved hjørnebordet.

- Pludselig går den ene hen til sin bil og henter en Kalasnikov.

Raed rejser sig  og forsøger at dæmpe gemytterne.

- Giv mig maskinpistolen, så kan I slås videre med de bare næver.

- Du er min ven, siger den ene og pludselig står Raed med våbnet i hånden, mens de skændes videre.

Bagefter lægger slagsbroderen maskinpistolen tilbage i bilen og forlader stedet.

- Der er alt for mange våben i omløb efter revolutionen, og det er et problem, siger Raed. 

Han er en kraftig fyr med et mildt ansigt og ikke sådan at slå ud af kurs.

Og det er præcis sådan, jeg oplever libyerne efter at have været her i over en uge. De er seje, modige og beslutsomme - i hvert fald de fleste af dem, jeg har mødt, og jeg begynder efterhånden at forstå, hvordan de kunne vinde krigen.

Mange af dem havde aldrig nogensinde haft et våben i hånden og var heller ikke vant til at pleje omgang med folk uden for familien og vennekredsen, fordi man aldrig helt vidste, hvem man kunne stole på. 

Revolutionen skabte sammenhold, og det er måske også derfor, samfundet fungerer, selvom der hverken er lov eller orden, og der går 16.000 kriminelle rundt, som Gaddafi lukkede ud af fængslerne. 

Selvfølgelig er der problemer. Mange og store. Der er mange libyer, der føler sig svigtede og med god grund, der er sårede, som ikke har fået hjælp, folk, der ikke kan vende hjem til deres byer og bor i lejre, og der er byer og bygninger, der stadig ligger i ruiner her et år efter revolutionen.

Så er der selvfølgelig udfordringen med at få ændret mentaliteten i et land, der i årtier var præget af korruption og bestikkelse.

Og - ikke mindst - at få genoprettet lov og orden.

I fængslerne i Misrata, godt 200 km øst for Tripoli, er en stor del af opgaverne for eksempel lagt i hænderne på selvbestaltede militser, der ikke holder sig tilbage for at bruge tortur, og ingen af fangerne, som primært er tidligere Gaddafi-folk, har endnu været stillet for en dommer. Både Læger Uden Grænser og Human Rights Watch har kritiseret forholdene i fængslerne i Misrata.

Men overordnet set går det faktisk forbløffende godt. Ikke mindst på grund af sammenholdet, og jeg har derfor også indimellem lidt svært ved at genkende virkeligheden på stedet med mediernes fremstillingen af den eller også er det bare en reminder til os alle om altid at huske at få nuancerne med.

Forleden blev en sikkerhedsvagt dræbt af utilfredse libyer foran premiereministerens bygning i Tripoli. Det var alvorligt - selv libyerne var chokerede. Men historien bag var noget mere nuanceret end BBC Worlds version senere på dagen.

Ifølge BBC Worlds reporter, som iøvrigt ikke var på stedet, var der tale om utilfredse frihedskæmpere, som krævede at få deres løn, men det var ikke hele sandheden.

De var, ifølge libyerne, ballademagere, som slet ikke deltog i frihedskampen, men - præcis som efter anden verdenskrig i Danmark - pludselig dukkede op efter revolutionen og lod som om.

Den “løn” de krævede, var engangsbeløbet på 2400 dinarer - godt 2000 USD, som regeringen besluttede at udbetale til alle frihedskæmpere efter krigen, men som kun få  af de rigtige frihedskæmperne har taget imod.

- Fordi vi kæmpede for vores land og ikke for penge, som en af dem udtrykker det.

- Men forhåbentlig kommer der det gode ud af tragedien, at folk bliver tvunget til at aflevere deres våben, siger Raed for lissom igen at understrege, at vrede mennesker og våben er en rigtig dårlig kombination.

Inden jeg tog til Libyen blev jeg advaret om den manglende sikkerhed, selv mine venner i Bagdad bad mig om at være forsigtig.

Og der er spændinger, og jeg fornemmer da også, at der er en skepsis hos nogle libyer, og at den skepsis måske vil afholde dem fra at stemme, “for det nytter jo alligevel ikke.”, men jeg mærker også viljen til sejr og demokrati - og den synes heldigvis at være langt den stærkeste, som hos den 100 årige mand, der forleden tog til valgstedet for at lade sig registrere.

For det her ville han alligevel nå at opleve.

Personligt føler jeg mig 100 procent sikker - jeg har ingen sikkerhedsvagter, bevæger mig frit, har fået en enkelt finger i brystet belæring af en mand fra Misrata, der var godt træt “af os journalister”, der jo alligevel “skriver, hvad der passer os” og som slet ikke “interesserer os for de virkelige problemer.”

Men det var det, og et eller andet sted har manden jo ret.

Ellers er jeg blevet mødt med en fantastisk åbenhed. Jeg er blevet lukket ind i folks hjem og hjerter. Da jeg kom til Tripoli en af de første dage i maj, kendte jeg ikke et øje og havde kun et telefonnummer på en libysk kollega i Benghazi, som ligger over 1000 km fra mig i Tripoli.

Men det åbnede en dør, som åbnede en ny. Nu har jeg et kæmpe netværk af fantastiske mennesker i Libyen, og alt hvad det har krævet af mig er tålmodighed og interesse og fornøjelsen af at drikke kaffe med folk som Raed.

Det er da ikke så ringe endda.