Sex and The City

Jad – udtales – djad - Santina er 27, arkitekt og halvt araber- halvt italiener. Han er en af Beiruts unge nyrige.

-When you are in construction, you make A LOT of money, siger han med streg under A LOT.

I weekenden cruiser han byen rundt i sin hvide Porche med rødt læderindtræk – nyeste model naturligvis, hvis han da ikke tager i bjergene i sin Landrover, model 2012.

-Porchen er som en magnet, og når du har penge som mig, kan du få alle de kvinder, du vil have.

Han spørger, hvor meget jeg tjener, og da jeg nævner min løn som underviser på et universitet i Danmark, slår han en skraldlatter op.

-With a salary like that you are poor in Lebanon. Og så nævner han alle de ting, jeg ikke kan i Beirut med min ringe løn. Jeg vil f.eks. ikke have råd til at tage på de fancy natklubber hver weekend som ham.

I Libanon er der – ifølge Jad - mange rige og mange fattige – men næsten ingen middelklasse, og med rig menes der altså megarig – sådan ca. ti gange rigere end en dansk professor.

Jeg møder ham i Beiruts livlige Hamra distrikt. Han har holdt øje med mig, siger han, da han passer mig op på gaden.

-I saw you buy a coffee in Starbucks.

Han spørger, hvor jeg er på vej hen. Jeg svarer Nationalmuseet, som jeg har fået anbefalet.

-Ok – jeg kører dig, siger han og drejer ind på parkeringspladsen. Han er ikke så høj, har let grånende tindinger og et charmerende smil – med lidt god vilje kunne han godt minde om en ung Al Pacino.

Han er casual klædt i italienske jeans, converse sko og hvid T-shirt.

Dette er min bybil.

Han viser mig hen til en blå Peugot – som han kalder den mest praktiske i Beiruts hektiske trafikmylder.

-Why do you want to look at some old stones, spørger han, da vi sidder i bilen.

Han har en meget bedre ide. Han synes, vi skal tage hjem til ham og hygge os et par timer.

Det er lige før, jeg taber kaffen.

Excuse me.

Jad har en kæreste, men de bor ikke sammen.

-Hello, this is Lebanon. Du kan ikke bo sammen, før du er gift.

I øvrigt har Jad ingen planer om at blive gift. Han nyder sit ”frie” liv og sex. Og han forsikrer mig, at det han kan byde på er meget bedre end ”old stones”.

Det er jeg ikke et sekund i tvivl om, men takker alligevel nej til både det – og et tilbud om en tur i Beiruts frie natteliv.

Jeg skal videre – til en helt anden del af den arabiske verden, hvor fyre som Jad er haram.

I flyet til Tripoli, Libyen, sidder jeg ved siden af to af en ældre arabers fire hustruer. Et kort øjeblik er der ellers optræk til panik. De to hustruer er blevet placeret ved siden af en mand.

-La, la – nej, nej, siger ægtemanden og ryster meget bestemt på hovedet, mens kvinderne kigger væk.

Den egyptiske stewardesse med det tilfældigt opsatte hår og den kraftige make up, scanner kabinen – flyet er næsten fyldt. Hun får øje på mig, der sidder alene ved nødudgangen, og ånder lettet op.

Kvinderne er klædt i sort fra top til tå – alt er dækket undtagen ansigt, hænder og fødder. Og det gør en væsentlig forskel, betror Salah mig, da han henter mig i lufthavnen.

Han er gift på syvende år. Hustruen er tildækket som de fleste andre kvinder her i Libyen. 

-But only outside.  Inside the house -no. And not cover the face, hands, and feet – no, no, siger Salah for ligesom at understrege, at der er meget stor forskel på, om man er helt tildækket eller går klædt som hustruen.

Og en hustru er rigeligt, mener Salah.

-More is too much headache.

Salah tilbyder at være min chauffør. Hans engelsk er lige så dårligt som mit arabiske, men vi har brug for hinanden. Jeg har ikke råd til en af de dyre chauffører, og han behøver et job.

-You call me anytime – 24 hours.

Han arbejdede tidligere for et amerikansk mobil firma, men lige nu ligger forretningen stille, og han tjener ingen penge.

Han tjente ellers godt, siger han - svarende til lidt over 1000 USD om måneden, men han regner med at kunne komme op på det dobbelte, når situationen i Libyen igen er stabil.

Om fredagen møder jeg Sami, da jeg går en tur ud i den stille by, mens de fleste er til fredagsbøn. Han samler mig op i sin knaldgule Reneault.

-Come, siger han og klapper på passagersædet, inden han åbner døren, og det er så det eneste engelsk, han kan.

Med hånden tegner han en cirkelbevægelse. Jeg tolker det som en rundtur i byen, og det viser sig ikke at være helt skudt ved siden af.

Sæderne i bilen er halvt lagt ned. Han er i jeans og ternet skjorte og har en army kasket på hovedet – så snart jeg er på plads, lukker han vinduerne og tænder for aircondition.

Og så fortæller han ellers om Medina Quadima, Matar, Jamaa – den gamle by, havnen og stormoskeen.

Undervejs passerer vi unge, der spiller fodbold, børn på legepladser med deres mødre og kvinder på markedet.

Men der er flest mænd. Sami hilser , og  jeg kan mærke, hvordan ”vennernes” øjne hænger længe efter bilen med den fremmede dame.

Sami arbejder som sikkerhedsvagt ved en parkeringsplads – han viser mig betonskuret, da vi kører forbi, men i dag har han fri og normalt bruger han fridagen på at hænge ud med vennerne.

Det er en fin dag i Tripoli. Solen skinner, men under overfladen lurer spændingerne. Der er lidt for mange mænd og lidt for mange våben i omløb og om natten kan jeg høre skud i nabolaget.