Vandring gennem historien
Ronnie er en kyndig guide, og han forsikrer, at han er 1000 procent libaneser, selvom han både taler og ser ud som en amerikaner.
-I lived 10 years in the states, forklarer han.
Det røde, krøllede hår er samlet i en hestehale. Han er tæt og kort og bærer en t-shirt med påskriften Walk Beirut. I tasken, der hænger over skulderen, har han billeder fra dengang, da Beirut så meget anderledes ud.
Vi trasker gennem Beiruts historie i hælene på Ronnie, der har læst historie på The American University.
Undervejs bliver vi testet i vores paratviden. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal mene om det. Vi er voksne mennesker, men skidt pyt. Gruppen, der aldersmæssigt svinger mellem 25 og 60, er med på spøgen og svarer i munden på hinanden.
Der er præmier til de dygtigste.
Der er 18 religioner i Libanon - det var der i hvert fald sidst man tjekkede efter i 1932. De tre største: kristne, sunni og shia dominerer billedet, kirker bimler side om side med moskeer. Der er kvinder med og uden tørklæde - dyre biler og så mange penge i omløb, at man bliver helt svimmel.
Beirut er en underlig blanding af arabisk charme og fransk snobberi.
Abdulla, min taxachauffør tager det nu helt roligt. Han er muslim, hører bøn i bilen og BBC arabic i de mellemliggende perioder. Selv om vi taler to helt forskellige sprog - han kun arabisk og yes og no - og jeg kun engelsk og naam og la, synes vi at forstå hinanden.
Jeg fandt ham, fordi han var en af de få, der ikke forsøgte at snyde mig.
Det libanesiske pund, lira, læner sig op ad dollaren. 1500 lbp for en dollar. Sådan har det altid været, og sådan er det stadig. I butikkerne betaler man med dollar eller lira. Forskellen er den samme og vekslekursen konstant.
Beirut er en betagende by med en brutal fortid. Det meste er genopbygget - stone by stone - som Ronnie udtrykker det, men få og meget dominerende spøgelsesbygninger, som Holiday Inn, står stadig tilbage som monumenter over en tragisk tid.
Kun et år levede hotellet, inden det blev udplyndret og sønderskudt. Indtil da var den øverste Sky bar stedet, man mødtes - som Ronnies forældre. I dag vokser der træer ud af de åbne huller. Stedet er bevogtet af Libanesiske soldater, som tegn på den endelig sejr over PLO, Israel og hvem der ellers udråbte sig som sejrherrer under krigen fra 1975 til 1990.
Bagefter trasker vi gennem det jødiske kvarter, som ifølge Ronnie huser en meget lille jødisk minoritet. Vi må ikke tage billeder, endelig ikke, understreger Ronnie.
-Det kan godt være I bliver fotograferet, med smil bare, siger Ronnie.
Der er ikke et øje i kvarteret - udover en synagoge, der er ved at blive restaureret, en masse sikkerhed og en masse tomme, bygninger, men ellers tavs som graven.
Der er ingen jøder tilbage i Libanon - den sidste, Rita og iøvrigt et livsstykke, døde af alderdom for et par år siden, så Ronnies formaninger virker som stor ståhej for ingenting, men skidt pyt.
Monumentet på Martyrs square er nok det mest fascinerende. Skulpturerne er gennemhullede og en af dem har mistet en arm, men de står stadig og danner rammen om demonstrationer, og dem har der været nogle stykker af gennem Beiruts historie.
Den største var i 2005 efter drabet på den libanesiske premierminister Rafiq Hariri - han er iøvrigt begravet på Martyrs Square. Demonstrationerne førte til tilbagetrækning af syriske tropper efter 29 år i landet. Og Ronnie var naturligvis med.
Vi slutter byvandringen ved statuen af den libanesiske journalist, Samir Kasir, der også mistede livet i 2005, da en bombe eksploderede under hans bil.
-Hard to believe, that Lebanon today is the most stabile country in the region. It used to be the other way around, siger Ronnie.
Han lader dog forstå, at ingen libanesere tror på varig fred - men de nyder den - freden - så længe den varer.
-Byvandringen er slut. De sidste præmier delt ud. Jeg fanger Abdulla, der kommer forbi i sin taxa for at køre mig tilbage på bjerget - jeg elsker min lille by, hvor jeg er dus med bageren, blomsterhandleren og brugsen, men glad for at jeg tog rejsen tilbage i Beiruts nyere historie.
To meter under jorden ligger en endnu ældre fortid begravet - enkelte dele er dukket på ved tilfældigheder - som det romerske bad midt i byen, mens resten hviler for evig tid under jorden med mindre der kommer et jordskælv og vender op og ned på det hele.
