Erbil - Amman

Jeg møder Jassim og Zafir i cafeen i den spritnye lufthavn i Erbil. De er læger, fra Bagdad og omkring de 60.

Zafir er øjenlæge og Jassim fortæller stolt, hvordan hustruen har opereret hans øjne, så han nu kan se klart.

De har ventet i lufthavnen siden kl 6 i morges. Flyet er forsinket på grund af dårligt vejr, prøver Zafir at forklare mig på arabisk - og jeg fortryder i samme sekund, at jeg ikke har holdt mine meget beskedne arabisk kundskaber ved lige.

Når dog frem til, at det må være tåge, der er skyld i forsinkelsen.

-Very bad, siger Zafir, mens hun med arme og øjne forsøger at beskrive ikke alene vejret, men hele situationen i Bagdad.

Jeg forstår så meget, at deres hus er blevet ødelagt, og at de har måttet flytte. Ikke hvorfor.

Men det er svært at være læge i Bagdad i dag.

Inden jeg forlod Irak, talte jeg med en kirurg, der var på hotellet for at besøge sin ven, Akram. Han fortalte, hvordan landet, der en gang var et af verdens førende inden for kirurgi, nu er slået tilbage til start.

Der mangler udstyr, ekspertise - ja stort set alt, men det er ikke det værste - det kan i dag være forbundet med livsfare at arbejde som læge i Irak.

Hvis en operation går galt og patienten dør, hvilket indimellem sker, når man får svært skadede ind efter f.eks. en eksplosion, så er det ikke længere en central myndighed, der afgør, om der er sket en fejl.

Nu har klaner taget over, og her er det som bekendt altid patienten, der har ret.

Så kirurgen var for længst holdt op med at operere. Det samme er Zafirs mand, Jassim. Han er nu chef for et gæstehus i Bagdad.

TV’et i cafeen viser en reklame for slankecreme illustreret med en kvinde, hvis maveskind mirakuløst trækker sig sammen efter at være blevet påført cremen.

Zafir placerer to hænder på sin runde mave.

-No good, griner hun.

Jeg efterlader Zafir og Jassim tilbage i lufthavnen i Erbil og flyver mod Amman. Min medpassager er også fra Bagdad og på foretningsrejse. Han taber sin hovedret i skødet på mig - og jeg gengælder ved senere at oversprøjte ham, da jeg taber en citronskive ned i teen.

Vi undskylder - han vender tilbage til sit iPad spil og jeg min bog - fremragende iøvrigt.  Den hedder Englebyen og slår Erik Valeurs danske bestseller med flere længder, synes jeg.

I lufthavnen bliver jeg hentet af Khaled - han er høj og tynd, med lidt udstående tænder og briller. Han hjælper mig med at købe et sim kort og anbefaler det lokale Zain.

-Covers all of Jordan, siger han og viser med armene Zains enorme omfang. Desværre glemmer han at fortælle, at selskabet kun kommunikerer på arabisk - det gør det til gengæld flittigt.

Knap er forbindelsen oprettet, før jeg modtager ikke mindre end fem sms’er på smukt skrevet arabisk.

Vi kører mod byen i hotellets nye Mercedes. Khaled er en stolt chauffør. Han arbejder 12 timer om dagen, fem dage om ugen - er far til fem - fire sønner og en datter og bedstefar.

- I am finished, siger kan og stryger håndfladerne mod hinanden, mens han smiler i bakspejlet.

Vi køber tyrkisk coffee to go på vejen. Khaled gir. 

På vejen passerer vi en indhegning med mange kameler på meget lille plads.

- Oh he is a rich man, udbryder Khaled og lyder som om han et kort øjeblik gerne ville være i kamelejerens sted.

- Camel very expensive, hors very expensive in Jordan.

Jeg forsøger forgæves at hæve penge.

Heldigvis skal jeg møde Salah. Vi mødtes første gang i 2003, da jeg var på vej til Irak og har faktisk ikke set hinanden siden, men holdt kontakten. Han er oprindeligt uddannet kameramand, men arbejder nu som fastbillede fotograf for Getty Images. 

Han har fulgt alle de arabiske statsledere, dækket krige og fotograferet kendte ambassadører for hjælpeorganisationer som Angelina Jolie og Brad Pitt.

Lige nu er det småt med opgaver - og penge, men han insisterer alligevel på at låne mig, så jeg ikke er overladt til mit lidt for dyre hotels alt for høje priser. Og at tage med mig ud på opgaver, selvom jeg foreløbig kun har afsat til radioen.

Om aftenen spiser vi på Hashem - et meget populært lokalt spisested i Amman klemt inde mellem to bygninger og åbent 24/7 - året rundt. Han kender ejeren - en trind mand med overblik og et vejrbidt ansigt.

Salah tager hjem til familien - hustru og tre børn, mens jeg udforsker hotellets muligheder, der bla. omfatter massage, personlig træning og  indendørs swimmingpool med salt fra Det Døde Hav.

Klokken fem om morgenen bliver jeg vækket af håndværkere, der er gået i gang med at reparere låsen i døren ved siden af.