I kapløb med tiden
Regnen siler ned, men pladsen foran fødselskirken i Bethlehem er fyldt med mennesker i løbetøj. Nogle står og skutter sig i kulden, mens andre laver øvelser for at varme kroppen op. Der er forældre og børn, gamle og unge, bl.a Rami og Zaid to studerende fra Hebron. De skal “kun” løbe halvmarathon, fordi de ikke har kunnet træne nok på grund af studierne.
Og så er der Anthony, sygeplejerske i tyverne oprindeligt fra Kroatien, men bosat i Tyskland. Han er cyklet fra Europa til Mellemøsten, hvor han fik job på et hospital i det nordlige Israel. Nu cykler han rundt i Palæstina og kom tilfældigt forbi fødselskirken og så, at der var marathon.
Det ville han alligevel ikke gå glip af, så han skrev sig op til 10 kilometer, selvom han egentlig ikke har løbetøj med, men han ser skøn ud med sine lange lyse dreadlocks, der er bundet sammen med et tørklæde, den praktiske all round jakke, de ternede shorts og skoene, der med lidt god vilje kunne gøre det ud for træningssko. Han ligner en sympatisk tegneseriefigur og skiller sig da også så tilpas meget ud fra mængden, at de palæstinensiske journalister straks kaster sig over ham.
Det er ikke tøjet, der er afgørende her før det første Palestine Marathon. Det er glæden og viljen til at vise, at Palæstina er andet en bøvl og ballade, og at man gerne deler glæder og sorger som at mindes ofrene for bomberne ved Boston Marathon med et minuts stilhed inden løbet skydes i gang.
Sikkerheden er i top. Der er masser af politi, og området er blevet tjekket flere gange i dagene op til. Ambulancer holder klar, og frivillige sørger for vand og frugt undervejs. Vejene er lukket for trafik og langs siderne står venner og familier og hepper på deres brødre, søstre, børn og ægtefæller.
Der er løbere fra det meste af verden, men det er palæstinenserne, de fleste holder øje med. Især et navn bliver ved med at dukke op. George Zeidan. Han er født og opvokset i den gamle by i Jerusalem.
Han begyndte at løbe for at træne udholdenhed og komme i bedre form, men da han ser, at der skal være Marathon får løbet pludselige en helt anden betydning.
“Jeg løber for fred for mit land og mit folk. Jeg løber for at vise, at vi palæstinensere er som alle andre. Vi løber, har det sjovt, fester og danser lige som alle mulige andre,” skriver han på Facebook.
Han har kun trænet i seks måneder, men håber alligevel at kunne løbe et helt Marathon. Han gennemfører på lige under fire timer og lander på flot en 17. plads ud af 46 deltagere.
Turen går gennem de tomme gader, langs den israelske betonmur. Den er malet over med graffiti og slogans, hvilket gør den næsten menneskelig at se på, hvis man vel at mærke lader være med at kigge op og tænke på, hvad muren har ødelagt for store dele af befolkningen på Vestbredden.
Der regner og er koldt, løberne er gennemblødte, men er ligeglade også den ældre man med de lidt for store grå træningsbukser, der er tunge af vand i bunden. Han kæmper bravt videre, mens han smiler til de vinkende langs ruten. Det er en historisk dag.
Rami og Zaid følges det meste af vejen og kommer ind som nummer 16 og 17 og er ganske godt tilfredse.
En rejse tilbage i tiden
Jeg er på vej til Israel/Palæstina. Jeg skal løbe marathon og møde gamle venner i Tel Aviv og Jerusalem - det bliver en rejse tilbage i tiden - helt nøjagtigt 30 år - så længe er det siden, jeg første gang mødte Oran og Ronny - to israelere - på en rejse i Centralamerika. Ronny havde armen bundet ind og skrammer i ansigtet. Oran havde flere rifter og et blåt øje. De lignede to, der havde været oppe at slås, men skrammerne skyldtes et trafikuheld, hvor de var faldet af ladet på den Pick up truck, der havde givet dem et lift.
Vi var unge - omkring de 20, men vidste alligevel, hvordan verdenssituationen skulle løses. Der var borgerkrig i El Salvador, revolution i Nicaragua, mens Guatemala bevægede sig på randen af et politisk sammenbrud.
Folk forsvandt eller blev myrdet på åben gade eller om natten, mens de sov. Og på et tidspunkt blev vi også nødt til at forsvinde, fordi det blev for farligt for fremmede at opholde sig i et land uden kontrol.
Virkeligheden var grum, men vi var ikke i tvivl. Vi holdt med de fattige, som udgjorde det meste af modstandsbevægelsen og vendte ryggen til militærstyret og de rige. Det var enkelt, fordi verden kunne deles op i sort og hvid.
Det kunne den også, da vi mødtes et par år senere i Israel, Ronny, Oran og jeg. De boede i Tel Aviv og tilhørte venstrefløjen, som dengang var stærk. De deltog i demonstrationer mod regeringen og forsvarede palæstinensernes rettigheder.
Vi hang ud med både arabiske og israelske venner og bevægede os i det hele taget frit overalt i Israel/Palæstina. Helt overordnet rasede den kolde krig. Verden var stadig sort hvid, og derfor til at overskue.
Mange år senere mødte jeg Ronny i en helt anden virkelighed. Jeg var i gang med at filme i Ramallah og på vej tilbage til Jerusalem, hvor jeg boede, da en selvmordsbombe sprang på et diskotek i Tel Aviv.
Vestbredden blev lukket og palæstinenserne spærret inde - jeg undrede mig over, at israelerne straffede palæstinenserne kollektivt for en enkelt persons afskyelige handlinger. Ronny mente, at man skulle bombe hele Vestbredden.
Han ringede dagen efter og undskyldte: jeg ved ikke, hvad der sker med os. Det er som om, vi er blevet hjernevaskede. Virkeligheden var pludselig ikke længere så enkel.
Nu sidder vi i Latrun - en landsby i Israel, hvor der bor både palæstinensere og israelere - og drikker te med mynte og spiser humus og salat og taler om åndelige værdier. Der har lige være uafhængighedsdag i Israel, og vi er enige om, at det ikke må være nemt at være arabisk israeler på sådan en dag, for hvad har de egentlig at fejre.
Vores holdninger er blevet mindre markante eller også er vi bare blevet ældre og mere realistiske. Vi citerer fra den fremragende israelske dokumentar, The Gatekeepers, som vi begge har set med stor fornøjelse. “fred er et spørgsmål om tillid” og “den enes terrorist er den andens frihedskæmper”.
Sådan sidder vi en fredag eftermiddag i april i en blandet landsby og er enige om, at forståelse er vejen til fred - uden helt at forstå hvad det betyder, men det lyder godt.
Senere kører Ronny mig til Jerusalem. Sidst var han betænkelig ved at køre ind i øst. Nu nøjes han med at konstatere - med et glimt - i øjet, at han er på fremmed territorium.
Eftertanker
Det er et par dage siden, jeg kom hjem, og det er mærkeligt. Det er, som om tiden er stået stille, mens jeg har været væk. Vejret er det samme - koldt og klamt - folk skændes om de samme ting. Henrik Sass er tilbage i politik, hvilket et eller andet sted vel også var forudsigeligt. Vejen til tilgivelse er kort i dansk politik eller også er det fortrængning. Hvad ved jeg.
Nu sidder jeg her med 15 timers lyd, 1680 billeder, fire timers video og over 200 sider med noter og tusindvis af indtryk, som skal blive fire små radioudsendelser, to små multimedie produktioner til web og flere store artikler til magasiner og aviser og er gået i stå. Tik-tak tiden står stille.
Jeg er kommet med 280 i timen og ramlet lige ind i den danske, rolige virkelighed - selvfølgelig lige bortset fra den drive-by-shooting, der fandt sted få minutter, før jeg drejede om hjørnet til mit hjem, men selv her virkede det som om tiden stod stille - i hvert fald lige bagefter.
En fotograf fra Local Eyes dansede rundt og forsøgte at få lidt drama ud af de blinkende lygter og 15-20 betjente, der stod og kløede sig i nakken eller interviewede vidner - dem var der forresten ikke så mange af. Bilerne og skydevåbnene var for længst væk - tilbage lå de tomme hylstre og en masse spørgsmål.
Men nu er roen genoprettet i kvarteret her på Frederiksberg, Danmark. Den sure kiosk mand, som vi et kort øjeblik mistænkte for at have skiftet de verbale salver ud med skudsalver, skælder stadig ud.
Kokken fra den nærliggende restaurant står igen foran sin biks og ryger en smøg, mens han venter på varer. Og på baren længere nede ad gaden, og værtshuset overfor på hjørnet, bliver der drukket og diskuteret tæt. Jeg lytter til fuglesang og ser ud på træerne foran mit vindue, hvor blæsten har fået godt tag i bladene. Det er smukt og grønt og meget, meget stille.
I gangen ligger fire aviser, to fra i går og to fra i dag. Jeg har bladret i dem, men er ikke faldet over noget, der kan få mit pis i kog. Mens jeg har været væk, har jeg kun brugt de sociale medier og vænnet mig til at læse nyheder på nettet. Det føles underligt gammeldags at stå med en avis i hånden. Som om tiden er gået i stå.
Som læsere af denne blog måske har noteret, så har jeg gjort mig nogle tanker om journalistikken undervejs, og de er ikke blevet færre efter at have set Page One - om New York Times på Documania (også nettet - nåede det lige) og bladret i aviserne.
Papiraviserne dør, de fleste af dem i hvert fald, det er vist kun et spørgsmål om tid, men betyder det, at vi dør med dem? Ikke nødvendigvis. Der vil mere end nogensinde blive brug for den kritiske, undersøgende journalistik til at skille skidt fra kanel og fortælle historierne bag de mange nyheder og rapporter, som cirkulerer i cyperspace.
Jeg ved godt, at det er blevet meget populært at tale om borgerjournalistik - især på DR, men det er så ikke lige mig. Min kæphest er de længere, undersøgende og kritiske historier.
Jeg vil gerne vide, hvem der stod bag oprøret i Libyen? Det vidste jeg nemlig ikke, før jeg tog afsted - trods massiv nyhedsdækning - det var i hvert fald ikke entydigt efter at have fulgt de danske medier, men det ved jeg meget mere om nu - efter at have talt med adskillige hundrede mennesker og vidner på stedet.
Det tager tid, og det koster penge at lade journalister gå i dybden, men dem kunne man jo f.eks. spare ved ikke at have faste korrespondenter i mellemøsten, men bruge stringere i stedet.
Det er heller ikke længere os, der sætter nyheds dagsordenen. Den bliver sat af de sociale medier med Twitter i front. Vi bestemmer heller ikke, hvornår hemmelige dokumenter skal offentliggøres. Det gør f.eks. WikiLeaks. Og her står tiden i hvert fald ikke stille.
Og her er der - igen - og måske i endnu højere grad end tidligere - brug for den kritiske undersøgende journalistik.
Hvad var Julian Assanges ærinde egentlig med at offentliggøre de mange hemmelige dokumenter? Var der manipuleret med filmklippene, der afslørede, hvordan amerikanske tropper skød og dræbte uskyldige i Irak? Og hvordan i alverden kan en prisvindende, erfaren New York Times journalist som Judith Miller i den grad lade sig styre af sine kilder og skrive seks til syv historier om Irak og masseødelæggelsesvåben, som efterfølgende viser sig at være ukorrekte og i enkelte tilfælde direkte løgn.
Tiden står stille i de fleste danske medier. Det er - med meget få undtagelser - de samme historier, vi fortæller med de samme fejl og mangler i hvert fald fra den del af verden, jeg lige har bevæget mig rundt i. Måske fordi kilderne er de samme.
Jeg læser om en rapport fra Human Rights Watch i Politiken - om NATO, der dræbte 72 civile libyer. Det er skidt hver gang civile bliver dræbt, og det er skidt, når NATO holder mund i stedet for at forklare eller undskylde, men vi savner stadig at få at vide, hvorfor NATO ramte forkert.
Var det en fejl eller var det fordi Gaddafi brugte civile som menneskeskjold? Hvad var forklaringen? Den tror jeg ikke man får med mindre man - som en amerikanske avis gjorde - tager til området og taler med de involverede.
Jeg savner også historier, der tør tage magten fra myterne. Muslimske arabere er f.eks. dødtrætte af at blive kaldt terrorister, fordi de er muslimer og altid at være blandt “de tilfældigt udvalgte” i lufthavnenes sikkerhedstjek - præcis på samme måde, som vi er dødtrætte af Muhammed tegningerne.
Tankevækkende - iøvrigt - i den forbindelse, at det måske i virkeligheden var Muhammed tegningerne, der blev begyndelsen til enden for Gaddafis rædselsregime. Den 17. februar 2006 skød og dræbte Gaddafis politi ti civile, der demonstrerede mod Danmark og Vesten foran det italienske konsulat i Benghazi.
Samme dag fem år senere - under markeringen af “Vredens Dag” i Benghazi starter revolutionen, der førte til Gaddafis endelig fald.
I dag er 17. februar en festdag i Libyen.
Mit hjem i Tripoli
Trapperne på hotellet er skæve, så man får en underlig gyngende gang, når man går op og ned. Vandet i toilettet løber, sengen er stenhård som i sten, men internettet fungerer 24/7 og så er der Ramzi og hans fætter, som kommer med frugt, rengøringsdamen, der hører bøn på højeste volumen, mens hun gør rent og receptionisterne, som altid er i stjernegodt humør.
Lige overfor ligger moskeen, som vækker mig hver morgen klokken 5, lidt efter kan jeg høre naboen låse døren op og gå til bøn. Han er ny gæst på hotellet, men jeg ser ham sjældent - hører kun den forsigtige lirken med låsen et par gange tidligt på morgenen.
Ramzi er næsten altid på arbejde i restauranten, når jeg kommer ned for at spise morgenmad, men i et par dage har han set træt ud og været blank i huden. To dage med 18 timers arbejde og kun lidt søvn har sat sig sine spor.
Han kommer fra Tunis og brokker sig lidt over libyerne, der ikke gider arbejde, over persiennerne, der driller, fordi det er “noget kinesisk bras”. Ramzi trænger til søvn. Om aftenen spørger han, om jeg ikke kommer ned og holder ham med selskab i restauranten. Der er ikke et øje, men han er nødt til at være vågen et par timer endnu.
Ved siden af ligger et meget fint hotel eller i hvert fald et hotel for de fine fra FN, NGOer og medier. En bekendt havde indlogeret mig der i et par nætter, men allerede fra begyndelsen var der bøvl. Internettet fungerede ikke, ejeren mente, at det var mig, der var noget galt med, og det var jo altid en god begyndelse til enden på en dialog.
Jeg valgte at flytte ind ved siden af. På vej ud af døren hviskede receptionisten:
-Det er ikke dig, der er noget galt med. De brokker sig allesammen, men han (ejeren) vil ikke gøre noget ved det.
Jeg spekulerede på, om han heller ikke havde tænkt sig at gøre noget ved brusekabinerne. På mit ellers glimrende værelse, var jeg nødt til at holde døren til kabinen åben, mens jeg tog bad, og jeg hører ellers ikke til blandt de største. 50 kilo fordelt på 168 cm skulle man vel godt kunne klemme ind i en gennemsnitskabine.
I mit nye hjem - eller det, der er blevet mit nye hjem, er der ikke den slags problemer, og hvis der er det mindste knas med nettet, kommer der straks en lille reparatør springende med en skruenøgle - det er nu aldrig helt gået op for mig, hvad han bruger den til. Men han har den altid i hånden.
Tre gange om ugen kommer “the exterminator” forbi og sprayer værelset med noget, der stinker af 100 procent koncentreret insektgift. Han bærer maske og handsker. En gang kom han samtidig med rengøringsdamen, så gik de der og hyggede sig i en hørm af gift - hun med bønnen messende i ørerne og han med maske, handsker og mundbind.
I dag besøgte jeg Hotel Radisson Blue, hvor de meget fine bor - og så de, der har brug for beskyttelse, som udenlandske repræsentationer. Det er stort, dyrt og upersonligt. Jeg ved ikke, hvad det er med mig, mens jeg trives bedst, hvor jeg kan nå jorden på mine små trestjernede, hvor alting ganske vist ikke altid er, som det bør være, men hvor der er hyggeligt og nært, og hvor receptionisten husker dit navn og spørger, hvordan din dag har været, og hvor gæsterne mest er lokale.
Der er flest mænd - kun et par gange har jeg mødt kvinder i restauranten - godt dækket til. Tog mig selv i at iagttage en kvinde, som spiste med slør ned over munden. Hun løftede det hurtigt, hver gang hun tog en mundfuld og lod det så falde ned igen, mens hun tyggede. Det så nu ikke ud til at volde hende de store problemer.
Vi taler aldrig sammen - de mandlige gæster og jeg, men vi er kommet til en eller anden form for forståelse, selvom jeg da var ved at gå op i limningen, da to mænd, der var mine naboer et par nætter, besluttede at holde døren åben, mens de pulsede løs og højlydt diskuterede til langt ud på natten og fra tidligt om morgenen.
-De er fra Benghazi, men de rejser i dag, sagde receptionisten, da jeg spurgte ham, om han måske kunne lokke dem til at lukke døren.
Sådan er de åbenbart i Benghazi - hvad ved jeg. Jeg har kun bevæget mig i en radius på 300 km fra Tripoli. Benghazi ligger ligeså langt fra Tripoli, som Paris ligger fra København.
Det er min sidste dag, og jeg er ved at indstille mig på at skulle hjem, selvom det bliver svært efter syv uger på farten. Jeg begyndte i Irak i begyndelsen af april, var i Jordan og Libanon og endte i Libyen.
Mellemøsten har altid haft en særlig plads i mit hjerte. Der er et ubrydeligt bånd mellem mig og araberne, selvom vi da ved Gud godt indimellem kan være uenige, men vi holder af hinanden og står sammen som en familie, og nu er Libyen også blevet en del af familien.
Hvis jeg skulle nævne alle navnene på de mennesker, jeg har mødt og som betyder og er kommet til at betyde en verden for mig, ville det fylde en helt blog i sig selv, så jeg vil nøjes med at sige tak og lægge højre hånd på mit hjerte, for her er de allesammen gemt.
Nu banker det på døren. Det er Ramzis fætter fra Marokko, som også arbejder på hotellet. Han har skæve tænder og et glimt i øjet bag de tykke brilleglas. Han kommer med grøn te.
-Pour Vous, siger han og smiler skævt. Han taler kun fransk eller rettere mumler fransk, men det er fint for så mumler jeg også og så kan man ikke helt høre fejlene.
Jeg er et heldigt og et meget lykkeligt menneske, men også lidt trist, fordi jeg lige om lidt skal hjem, og jeg har altid haft det svært med at skulle sige farvel, så måske skal jeg bare nøjes med et PÅ GENSYN.
På gensyn, Libyen. På gensyn Mellemøsten. Vi ses snart igen.
Libyen - år 0
Raed plejer at drikke sin morgenkaffe på en cafe ikke langt fra hjemmet i Tripoli. Den ligger ved vandet - side om side med en stribe andre.
Normalt er der nogenlunde fredeligt tidligt på morgenen - og måske vigtigst af alt plads til at parkere.
Han bruger tiden til at samle tankerne. Han får løn, men arbejder ikke, fordi hans firma endnu ikke er kommet på plads efter revolutionen.
En morgen er der optræk til ballade foran nabocafeen. To fyre kommer op at skændes. Raed iagttager optrinnet fra sin plads ved hjørnebordet.
- Pludselig går den ene hen til sin bil og henter en Kalasnikov.
Raed rejser sig og forsøger at dæmpe gemytterne.
- Giv mig maskinpistolen, så kan I slås videre med de bare næver.
- Du er min ven, siger den ene og pludselig står Raed med våbnet i hånden, mens de skændes videre.
Bagefter lægger slagsbroderen maskinpistolen tilbage i bilen og forlader stedet.
- Der er alt for mange våben i omløb efter revolutionen, og det er et problem, siger Raed.
Han er en kraftig fyr med et mildt ansigt og ikke sådan at slå ud af kurs.
Og det er præcis sådan, jeg oplever libyerne efter at have været her i over en uge. De er seje, modige og beslutsomme - i hvert fald de fleste af dem, jeg har mødt, og jeg begynder efterhånden at forstå, hvordan de kunne vinde krigen.
Mange af dem havde aldrig nogensinde haft et våben i hånden og var heller ikke vant til at pleje omgang med folk uden for familien og vennekredsen, fordi man aldrig helt vidste, hvem man kunne stole på.
Revolutionen skabte sammenhold, og det er måske også derfor, samfundet fungerer, selvom der hverken er lov eller orden, og der går 16.000 kriminelle rundt, som Gaddafi lukkede ud af fængslerne.
Selvfølgelig er der problemer. Mange og store. Der er mange libyer, der føler sig svigtede og med god grund, der er sårede, som ikke har fået hjælp, folk, der ikke kan vende hjem til deres byer og bor i lejre, og der er byer og bygninger, der stadig ligger i ruiner her et år efter revolutionen.
Så er der selvfølgelig udfordringen med at få ændret mentaliteten i et land, der i årtier var præget af korruption og bestikkelse.
Og - ikke mindst - at få genoprettet lov og orden.
I fængslerne i Misrata, godt 200 km øst for Tripoli, er en stor del af opgaverne for eksempel lagt i hænderne på selvbestaltede militser, der ikke holder sig tilbage for at bruge tortur, og ingen af fangerne, som primært er tidligere Gaddafi-folk, har endnu været stillet for en dommer. Både Læger Uden Grænser og Human Rights Watch har kritiseret forholdene i fængslerne i Misrata.
Men overordnet set går det faktisk forbløffende godt. Ikke mindst på grund af sammenholdet, og jeg har derfor også indimellem lidt svært ved at genkende virkeligheden på stedet med mediernes fremstillingen af den eller også er det bare en reminder til os alle om altid at huske at få nuancerne med.
Forleden blev en sikkerhedsvagt dræbt af utilfredse libyer foran premiereministerens bygning i Tripoli. Det var alvorligt - selv libyerne var chokerede. Men historien bag var noget mere nuanceret end BBC Worlds version senere på dagen.
Ifølge BBC Worlds reporter, som iøvrigt ikke var på stedet, var der tale om utilfredse frihedskæmpere, som krævede at få deres løn, men det var ikke hele sandheden.
De var, ifølge libyerne, ballademagere, som slet ikke deltog i frihedskampen, men - præcis som efter anden verdenskrig i Danmark - pludselig dukkede op efter revolutionen og lod som om.
Den “løn” de krævede, var engangsbeløbet på 2400 dinarer - godt 2000 USD, som regeringen besluttede at udbetale til alle frihedskæmpere efter krigen, men som kun få af de rigtige frihedskæmperne har taget imod.
- Fordi vi kæmpede for vores land og ikke for penge, som en af dem udtrykker det.
- Men forhåbentlig kommer der det gode ud af tragedien, at folk bliver tvunget til at aflevere deres våben, siger Raed for lissom igen at understrege, at vrede mennesker og våben er en rigtig dårlig kombination.
Inden jeg tog til Libyen blev jeg advaret om den manglende sikkerhed, selv mine venner i Bagdad bad mig om at være forsigtig.
Og der er spændinger, og jeg fornemmer da også, at der er en skepsis hos nogle libyer, og at den skepsis måske vil afholde dem fra at stemme, “for det nytter jo alligevel ikke.”, men jeg mærker også viljen til sejr og demokrati - og den synes heldigvis at være langt den stærkeste, som hos den 100 årige mand, der forleden tog til valgstedet for at lade sig registrere.
For det her ville han alligevel nå at opleve.
Personligt føler jeg mig 100 procent sikker - jeg har ingen sikkerhedsvagter, bevæger mig frit, har fået en enkelt finger i brystet belæring af en mand fra Misrata, der var godt træt “af os journalister”, der jo alligevel “skriver, hvad der passer os” og som slet ikke “interesserer os for de virkelige problemer.”
Men det var det, og et eller andet sted har manden jo ret.
Ellers er jeg blevet mødt med en fantastisk åbenhed. Jeg er blevet lukket ind i folks hjem og hjerter. Da jeg kom til Tripoli en af de første dage i maj, kendte jeg ikke et øje og havde kun et telefonnummer på en libysk kollega i Benghazi, som ligger over 1000 km fra mig i Tripoli.
Men det åbnede en dør, som åbnede en ny. Nu har jeg et kæmpe netværk af fantastiske mennesker i Libyen, og alt hvad det har krævet af mig er tålmodighed og interesse og fornøjelsen af at drikke kaffe med folk som Raed.
Det er da ikke så ringe endda.
Sex and The City
Jad – udtales – djad - Santina er 27, arkitekt og halvt araber- halvt italiener. Han er en af Beiruts unge nyrige.
-When you are in construction, you make A LOT of money, siger han med streg under A LOT.
I weekenden cruiser han byen rundt i sin hvide Porche med rødt læderindtræk – nyeste model naturligvis, hvis han da ikke tager i bjergene i sin Landrover, model 2012.
-Porchen er som en magnet, og når du har penge som mig, kan du få alle de kvinder, du vil have.
Han spørger, hvor meget jeg tjener, og da jeg nævner min løn som underviser på et universitet i Danmark, slår han en skraldlatter op.
-With a salary like that you are poor in Lebanon. Og så nævner han alle de ting, jeg ikke kan i Beirut med min ringe løn. Jeg vil f.eks. ikke have råd til at tage på de fancy natklubber hver weekend som ham.
I Libanon er der – ifølge Jad - mange rige og mange fattige – men næsten ingen middelklasse, og med rig menes der altså megarig – sådan ca. ti gange rigere end en dansk professor.
Jeg møder ham i Beiruts livlige Hamra distrikt. Han har holdt øje med mig, siger han, da han passer mig op på gaden.
-I saw you buy a coffee in Starbucks.
Han spørger, hvor jeg er på vej hen. Jeg svarer Nationalmuseet, som jeg har fået anbefalet.
-Ok – jeg kører dig, siger han og drejer ind på parkeringspladsen. Han er ikke så høj, har let grånende tindinger og et charmerende smil – med lidt god vilje kunne han godt minde om en ung Al Pacino.
Han er casual klædt i italienske jeans, converse sko og hvid T-shirt.
Dette er min bybil.
Han viser mig hen til en blå Peugot – som han kalder den mest praktiske i Beiruts hektiske trafikmylder.
-Why do you want to look at some old stones, spørger han, da vi sidder i bilen.
Han har en meget bedre ide. Han synes, vi skal tage hjem til ham og hygge os et par timer.
Det er lige før, jeg taber kaffen.
Excuse me.
Jad har en kæreste, men de bor ikke sammen.
-Hello, this is Lebanon. Du kan ikke bo sammen, før du er gift.
I øvrigt har Jad ingen planer om at blive gift. Han nyder sit ”frie” liv og sex. Og han forsikrer mig, at det han kan byde på er meget bedre end ”old stones”.
Det er jeg ikke et sekund i tvivl om, men takker alligevel nej til både det – og et tilbud om en tur i Beiruts frie natteliv.
Jeg skal videre – til en helt anden del af den arabiske verden, hvor fyre som Jad er haram.
I flyet til Tripoli, Libyen, sidder jeg ved siden af to af en ældre arabers fire hustruer. Et kort øjeblik er der ellers optræk til panik. De to hustruer er blevet placeret ved siden af en mand.
-La, la – nej, nej, siger ægtemanden og ryster meget bestemt på hovedet, mens kvinderne kigger væk.
Den egyptiske stewardesse med det tilfældigt opsatte hår og den kraftige make up, scanner kabinen – flyet er næsten fyldt. Hun får øje på mig, der sidder alene ved nødudgangen, og ånder lettet op.
Kvinderne er klædt i sort fra top til tå – alt er dækket undtagen ansigt, hænder og fødder. Og det gør en væsentlig forskel, betror Salah mig, da han henter mig i lufthavnen.
Han er gift på syvende år. Hustruen er tildækket som de fleste andre kvinder her i Libyen.
-But only outside. Inside the house -no. And not cover the face, hands, and feet – no, no, siger Salah for ligesom at understrege, at der er meget stor forskel på, om man er helt tildækket eller går klædt som hustruen.
Og en hustru er rigeligt, mener Salah.
-More is too much headache.
Salah tilbyder at være min chauffør. Hans engelsk er lige så dårligt som mit arabiske, men vi har brug for hinanden. Jeg har ikke råd til en af de dyre chauffører, og han behøver et job.
-You call me anytime – 24 hours.
Han arbejdede tidligere for et amerikansk mobil firma, men lige nu ligger forretningen stille, og han tjener ingen penge.
Han tjente ellers godt, siger han - svarende til lidt over 1000 USD om måneden, men han regner med at kunne komme op på det dobbelte, når situationen i Libyen igen er stabil.
Om fredagen møder jeg Sami, da jeg går en tur ud i den stille by, mens de fleste er til fredagsbøn. Han samler mig op i sin knaldgule Reneault.
-Come, siger han og klapper på passagersædet, inden han åbner døren, og det er så det eneste engelsk, han kan.
Med hånden tegner han en cirkelbevægelse. Jeg tolker det som en rundtur i byen, og det viser sig ikke at være helt skudt ved siden af.
Sæderne i bilen er halvt lagt ned. Han er i jeans og ternet skjorte og har en army kasket på hovedet – så snart jeg er på plads, lukker han vinduerne og tænder for aircondition.
Og så fortæller han ellers om Medina Quadima, Matar, Jamaa – den gamle by, havnen og stormoskeen.
Undervejs passerer vi unge, der spiller fodbold, børn på legepladser med deres mødre og kvinder på markedet.
Men der er flest mænd. Sami hilser , og jeg kan mærke, hvordan ”vennernes” øjne hænger længe efter bilen med den fremmede dame.
Sami arbejder som sikkerhedsvagt ved en parkeringsplads – han viser mig betonskuret, da vi kører forbi, men i dag har han fri og normalt bruger han fridagen på at hænge ud med vennerne.
Det er en fin dag i Tripoli. Solen skinner, men under overfladen lurer spændingerne. Der er lidt for mange mænd og lidt for mange våben i omløb og om natten kan jeg høre skud i nabolaget.
Vandring gennem historien
Ronnie er en kyndig guide, og han forsikrer, at han er 1000 procent libaneser, selvom han både taler og ser ud som en amerikaner.
-I lived 10 years in the states, forklarer han.
Det røde, krøllede hår er samlet i en hestehale. Han er tæt og kort og bærer en t-shirt med påskriften Walk Beirut. I tasken, der hænger over skulderen, har han billeder fra dengang, da Beirut så meget anderledes ud.
Vi trasker gennem Beiruts historie i hælene på Ronnie, der har læst historie på The American University.
Undervejs bliver vi testet i vores paratviden. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal mene om det. Vi er voksne mennesker, men skidt pyt. Gruppen, der aldersmæssigt svinger mellem 25 og 60, er med på spøgen og svarer i munden på hinanden.
Der er præmier til de dygtigste.
Der er 18 religioner i Libanon - det var der i hvert fald sidst man tjekkede efter i 1932. De tre største: kristne, sunni og shia dominerer billedet, kirker bimler side om side med moskeer. Der er kvinder med og uden tørklæde - dyre biler og så mange penge i omløb, at man bliver helt svimmel.
Beirut er en underlig blanding af arabisk charme og fransk snobberi.
Abdulla, min taxachauffør tager det nu helt roligt. Han er muslim, hører bøn i bilen og BBC arabic i de mellemliggende perioder. Selv om vi taler to helt forskellige sprog - han kun arabisk og yes og no - og jeg kun engelsk og naam og la, synes vi at forstå hinanden.
Jeg fandt ham, fordi han var en af de få, der ikke forsøgte at snyde mig.
Det libanesiske pund, lira, læner sig op ad dollaren. 1500 lbp for en dollar. Sådan har det altid været, og sådan er det stadig. I butikkerne betaler man med dollar eller lira. Forskellen er den samme og vekslekursen konstant.
Beirut er en betagende by med en brutal fortid. Det meste er genopbygget - stone by stone - som Ronnie udtrykker det, men få og meget dominerende spøgelsesbygninger, som Holiday Inn, står stadig tilbage som monumenter over en tragisk tid.
Kun et år levede hotellet, inden det blev udplyndret og sønderskudt. Indtil da var den øverste Sky bar stedet, man mødtes - som Ronnies forældre. I dag vokser der træer ud af de åbne huller. Stedet er bevogtet af Libanesiske soldater, som tegn på den endelig sejr over PLO, Israel og hvem der ellers udråbte sig som sejrherrer under krigen fra 1975 til 1990.
Bagefter trasker vi gennem det jødiske kvarter, som ifølge Ronnie huser en meget lille jødisk minoritet. Vi må ikke tage billeder, endelig ikke, understreger Ronnie.
-Det kan godt være I bliver fotograferet, med smil bare, siger Ronnie.
Der er ikke et øje i kvarteret - udover en synagoge, der er ved at blive restaureret, en masse sikkerhed og en masse tomme, bygninger, men ellers tavs som graven.
Der er ingen jøder tilbage i Libanon - den sidste, Rita og iøvrigt et livsstykke, døde af alderdom for et par år siden, så Ronnies formaninger virker som stor ståhej for ingenting, men skidt pyt.
Monumentet på Martyrs square er nok det mest fascinerende. Skulpturerne er gennemhullede og en af dem har mistet en arm, men de står stadig og danner rammen om demonstrationer, og dem har der været nogle stykker af gennem Beiruts historie.
Den største var i 2005 efter drabet på den libanesiske premierminister Rafiq Hariri - han er iøvrigt begravet på Martyrs Square. Demonstrationerne førte til tilbagetrækning af syriske tropper efter 29 år i landet. Og Ronnie var naturligvis med.
Vi slutter byvandringen ved statuen af den libanesiske journalist, Samir Kasir, der også mistede livet i 2005, da en bombe eksploderede under hans bil.
-Hard to believe, that Lebanon today is the most stabile country in the region. It used to be the other way around, siger Ronnie.
Han lader dog forstå, at ingen libanesere tror på varig fred - men de nyder den - freden - så længe den varer.
-Byvandringen er slut. De sidste præmier delt ud. Jeg fanger Abdulla, der kommer forbi i sin taxa for at køre mig tilbage på bjerget - jeg elsker min lille by, hvor jeg er dus med bageren, blomsterhandleren og brugsen, men glad for at jeg tog rejsen tilbage i Beiruts nyere historie.
To meter under jorden ligger en endnu ældre fortid begravet - enkelte dele er dukket på ved tilfældigheder - som det romerske bad midt i byen, mens resten hviler for evig tid under jorden med mindre der kommer et jordskælv og vender op og ned på det hele.
I sandhedens tjeneste
Selvom det er er næsten ti år siden, kan jeg stadig mærke gruset i øjnene, og den metalliske smag af blod i munden. Jeg er blevet kastet omkuld af en bilbombe ved Qalandia tjekpointet mellem Jerusalem og Ramallah og ligger på maven med ansigtet presset mod jorden.
Omkring mig er der tyk røg og mennesker, der råber og skriger. Alt er kaos. To eller tre mennesker bliver dræbt - jeg husker det ikke helt udover, at to af dem er en palæstinensiske bedstefar og hans barnebarn på vej til Jerusalem.
I hvert fald er antallet af døde ikke nok til at skabe overskrifter. På det tidspunkt er bilbomber allerede blevet en del af hverdagen. Og der skal mindst ti døde til at komme i nyhederne, som min veninde, der er palæstinenser og producer for den amerikanske TV-station, NBC, udtrykker det lettere frustreret, da jeg ringer til hende for at fortælle om bomben.
Tør slet ikke tænke på, hvor mange døde, der i dag skal til at skabe overskrifter. Vi er vel oppe på omkring mindst 50, som bilbomberne i Bagdad.
Da jeg flere år senere fortæller en DR kollega om episoden, er hans reaktion. Hvorfor ringede du ikke og fortalte det - det er en god historie.
- Hvilken, spurgte jeg.
-At en af vores ansatte nær var blevet dræbt af en bilbombe, svarer han.
Nu har jeg aldrig været ansat af DR - men arbejdet freelance i mange år. Desuden synes jeg, det var hamrende uinteressant, hvad der nær var sket mig. Ikke mindst, fordi det er en af risiciene, når man som journalist går tæt på begivenhederne i Mellemøsten.
Jeg er mere bekymret for de mennesker, der lever med angsten hver dag og ofte betaler den højeste pris. Det var dem, jeg var nede for at fortælle historier om. Ikke mig selv. Men desværre var der ikke så mange, der interesserede sig for dem.
Og det er måske problemet i dansk udenrigsjournalistik, at vi - groft sagt - interesserer os mere for hinanden end for, hvad der egentlig foregår i brændpunkterne. Korrespondenterne holder sig som oftest på sikker afstand af begivenhederne, men gør til gengæld et stort nummer ud af at fortælle, hvor farligt det er omkring dem. Mens de, der virkelig er i brændpunkter, gør et stort nummer ud af historierne.
Som dokumentarfilmen Armadillo, der til dato er den bedste danske version af sandheden om, hvad der foregår i Afghanistan.
At de danske udenrigskorrespondenter ikke bevæger sig helt derud, hvor det gør ondt, er ikke alene et indtryk, man får, når man læser og ser indslagene. Det er også det indtryk, man får, når man - som jeg gør i øjeblikket - bevæger sig rundt i Mellemøsten.
To sværdvægtere kan man vel godt kalde dem - Louise Bokkenheuser, der opholdt sig i Irak i den mest farlige periode som korrespondent for Los Angeles Times og fotograf Johan Spanner, der bl.a. arbejdede for New York Times - kritiserer i det seneste nummer af Journalisten den danske krigsdækning.
Den er præget af dansk hygge eller som Johan Spanner udtrykker det: Juleand og fastelavnsris.
Reaktionen fra en af de danske udenrigskorrespondenter er forudsigelig.
“Hele præmissen giver jeg ikke noget som helst for. De aner ikke, hvad de snakker om. Forholdene i Irak var så vanskelige, at de to stod af. (Navnet på arbejdspladsen) var steder i Irak, hvor de aldrig nogensinde turde tage hen.”
Korrespondenten forholder sig ikke til kritikken, men bliver fornærmet, fordi han føler sig ramt.
Jeg vil ikke bebrejde journalisten, men snarere de danske redaktører, der sætter persondyrkelsen over historierne. Som gør et stort nummer ud af at fortælle, at vi har været der, når faktum er, at vi sjældent er der, når tingene sker. Eller - hvis vi er der - så befinder os et sted ude i periferien eller først dukker op, når farerne er ved at være overstået.
Der er - som Bokkenheuser udtrykker det - altid en risiko ved at dække krig og konflikter, men den risiko er man nødt til at løbe, hvis man vil dække krigen ordentligt og sandfærdigt. Og sandheden findes ikke i de sikre zoner, men ude i byerne og landsbyerne, hvor folk bor.
Hvis Anna Politovskaja havde holdt sig på sikker afstand af begivenhederne i Tjetjenien, havde hun formentlig været i live i dag. Det samme gælder Marie Colvin, der rapporterede fra den syriske oprørsby Homs, mens det gik allermest hedt for sig.
De betalte den højeste pris, men de gjorde det i sandhedens tjeneste.
Libanon
Når jeg rækker armen ud over kanten på terrassen, er det som om, jeg kan mærke kulden fra de sneklædte bjerge, og når jeg kigger til den anden side, kan jeg se varmedisen stige op fra det pulserende Beirut - smukt placeret langs havet.
Det er forår nu i Libanon, og temperaturen har sneget sig over 20 grader. Det er kun en dag siden, jeg kom, men jeg føler mig allerede hjemme.
I flyet sad jeg ved siden af et kurdisk par i tyverne. De lignede to små glade tønder - med runde, milde ansigter og forventningens glæde i øjnene.
-Lebanese? spørger hun.
Jeg ryster på hovedet. “Danmark”
-Ahh, siger hun og lader som om.
Hun ser nyforelsket på sin mand. De fletter fingre og kissemisser, hvilket jeg ellers ikke har set meget af - sådan i al offentlighed- i Irak.
Det er første gang, de skal besøge Beirut, og de er meget spændte - jeg forestiller mig, at det er deres bryllupsrejse, men jeg er ikke helt sikker, og jeg når ikke at få spurgt, før vi skal spænde sikkerhedsselerne og gøre klar til at sætte hjulene i jorden.
Jeg sidder ved vinduet - og hun læner sig ind over mig for bedre at kunne se. Hun er lærer og glæder sig til at fortælle eleverne om det nye eventyr. Der er nu ikke meget at se. Vingen skygger for det meste.
På grund af krigen i Syrien er vi fløjet i zig-zag kurs uden om landet. Det betyder, at turen tager lidt længere tid end normalt. Vi letter derfor også tyve minutter tidligere end planlagt og passerer kun Syrien kortvarigt og på behørig afstand af oprørsbyerne, Homs og Hama til højre og Damaskus til venstre.
I lufthavnen i Beirut stiller jeg mig automatisk i køen af arabiske mænd, der skal veksle penge til visum. Da de bliver min tur, kigger kassereren undrende på mig.
-European?
Jeg nikker.
- Så behøver du ikke visum.
Jeg vender tilbage til paskontrollen.
- Lektor i hvad, spørger manden bag skranken.
- Journalistik.
- Ah, welcome, siger han og smiler.
Sidst jeg var i Mellemøsten - nærmere betegnet Syrien, var det ikke sådan noget, man skiltede med. Og det gør man slet ikke nu, hvor Assad strammer grebet yderligere om befolkningen - trods løfter om det modsatte.
Skulle egentlig have været i Syrien for at besøge mine venner, der, sidst jeg så dem, måtte flygte fra Gaza og efterlade livsdrømmen tilbage. Nu sidder de igen med kufferterne pakkede og venter.
Jeg er bekymret for dem, men kan ikke komme ind. Jeg var for sløv i optrækket og ventede for længe.
Hotel Wakim ligger på toppen af et bjerg - jeg har fået værelset øverst oppe med den store terrasse. Til den ene side har jeg udsigt over bjergene - til den anden Beirut. Jeg er her for at få styr på mine tanker og få Irak ud af systemet, inden næste udfordring, Libyen.
Trafikken larmer nede på gaden, fem etager under mig, og bygningsarbejderne skændes, men jeg er ligeglad, for jeg føler næsten, at jeg er kommet i himlen.
Jeg sover som en baby, trods trafiklarm og en slidt elevator, der trækker så meget strøm, at den dæmper lyset i hele bygningen hver gang, den går i gang.
I aftes blev jeg modtaget af Racha. Næste formiddag var det en anden i receptionen. Hun talte fransk og jeg svarede tilbage på lidt ubehjælpeligt fransk.
-Arab? spurgte hun og slog som det naturligste over i arabisk.
Det samme oplevede jeg i banken og senere i supermarkedet. Først fransk og så arabisk. Ikke engelsk. Jeg tager det som en kompliment.
Der går dog helt kludder i kommunikationen, da jeg skal forklare manden i bageriet, at jeg kun skal have et brød og en croissant.
- Mais, no possible, siger han og ser helt bekymret ud - formentlig fordi han ser en stor familie bestående af lutter vandrende pinde foran sig.
- Je suis seule, forklarer jeg og indser med det samme, at det var dumt sagt, da jeg ser hans smilende ansigt.
Om aftenen sender Karlos med K en sms fra Erbil. Han ville ønske, han var i Beirut og kunne vise mig rundt.
- This is my city, skriver han.
Jeg er nu meget godt tilfreds med, at Karlos med K blev i Irak.
Jeg køber brød, friske citroner, mynte og ingefær, kaffe og ost, men glemmer teen - chai ma nana er ellers blevet et fast ritual sammen med den tyrkiske kaffe.
Nyder kaffen på terrassen og forsøger at tage mig sammen til at få redigeret et par radioindslag og få renskrevet nogle hastigt nedfælde notater, mens jeg stadig har Irak i nogenlunde frisk erindring.
Men falder i staver, da jeg ser ned i dalen - den smukke grønne dal. Jeg indånder et par friske mundfulde bjergluft - i en pause mellem to trafik ryk, og indser hvor heldigt et menneske, jeg egentlig er.
Mission accomplished, part 1
Da vi efterlod bilen på parkeringspladsen foran indkøbscentret i Erbil, spurgte jeg min ven, om vi ikke skulle dække bagagen til.
- Why?, svarede han og kiggede på mig, som om jeg var fra en anden planet.
- Det er Kurdistan. You are safe - ingen stjæler her.
Der er fredeligt i Kurdistan - men blot få kilometer herfra i Mosul og Kirkuk, som ligger lige på den anden side af “grænsen” er der farligt, så farligt, at mange irakere flygter derfra.
Et land og alligevel så forskelligt.
Min irakiske ven og kollega, Dlovan, er fra Mosul, men familien har forladt deres smukke hus ved floden og er flyttet ind i et lejet hus i en landsby nær Duhok i den kurdiske del af Irak. Venner har opfordret dem til at sælge villaen i Mosul, men selvom udsigterne til at kunne vende tilbage synes meget ringe, har de ikke helt opgivet drømmen.
Dlovan overnatter aldrig i Mosul, når han er på opgaver.
-Hvis jeg bliver for længe, finder de ud af, at jeg er i byen.
“De” er al Qaeda, og de ved, at han indimellem arbejder for amerikanske medier. Derfor er de efter ham.
Jeg har været i Irak på et rejsestipendum fra Danida. Betingelsen var, at jeg kun opholdt mig i Nordirak og ikke rejste uden for de kurdiske områder. Takket være hjælp fra lokale irakiske journalister, er det lykkedes mig både at overholde min del af aftalen med Danida og at få hele projektet i hus, også selvom noget af det foregår i byer uden for de kurdiske områder.
Det eneste udstyr, jeg har haft med mig, er min bærbare, en zoom h2n båndoptager og et lille digitalt Canon kamera og en smartphone - målet har været at bruge udstyr, der er tilgængeligt for de fleste, fordi det ikke koster en krig.
Og det har fungeret, selvom der naturligvis har været udfordringer undervejs, fordi man ikke både kan tage gode billeder og optage god radiolyd samtidig.
Men lige nu er min største udfordring at tage afsked.
Det er svært at skulle sige farvel til Irak og især Dlovan. Ikke mindst fordi han umiddelbart efter skal videre til Mosul og herefter Bagdad og Basra. Jeg er bekymret - ligesom hans familie, som vi tilbringer en af de sidste dage sammen med.
Han forsikrer, at alt er i den skønneste orden, og at han - ifølge ordsproget om de syv liv (i Danmark siger vi ni) stadig har fire liv tilbage. Det er selvfølgelig altid en trøst.
Professionelt er - mission accomplished - jeg fik, hvad jeg kom efter og meget mere til. Det er rart at være back i business som undersøgende journalist. Nu mangler jeg blot at få styr på noter, lyd og film.
Personligt er jeg blevet inviteret ind i folks hjem og hjerter. Jeg har brugt lang tid sammen med mine kolleger og kilder, og jeg er endnu en gang blevet bestyrket i troen på, at det betaler sig at bruge tid på at få den gode historie hjem - ikke mindst fordi den sande, den virkelig historie, er langt bedre end den, der vokser ud af journalistens fantasi.
Jeg bruger den sidste dag på at få samlet et par løse ender. Akram, chefen for mit hotel, kører mig til min lokale take away efter frokost.
Ejeren er libaneser, stor, skaldet og en værre bisse, der råber af sine ansatte, men han forstår også at skrue charmen på. Han hedder Karlos med K.
Til gengæld har han en del problemer med mit navn, fordi første del betyder “jeg(er)” på arabisk, og det derfor lyder, som om jeg siger: Jeg er Lea og ikke Anne Lea.
Han ryster på hovedet, da jeg vil betale for frokosten.
- It is on the house, siger han og trækker mig udenfor.
- Hvad skal du i aften, hvisker han.
Jeg har en aftale, så må desværre skuffe Karlos med K
- Libanon, you call me, Libya, you call me, Denmark, I call you, siger han.
Jeg kan ikke rigtigt finde ud af, om det var en trussel.
Første del af mit projekt er færdigt. Forude venter Libyen og nye udfordringer.
